Sammensætning og virkningsmekanismer af plantevækstregulatorer

Plantevækstregulatorer er produktet af den integrerede udvikling af forskellige videnskabelige og tekniske områder, herunder organisk syntese, sporanalyse, plantefysiologi, biokemi og moderne landbrugs-, skovbrugs- og havedyrkning. I løbet af 1920'erne og 1930'erne opdagede forskere tilstedeværelsen af ​​spormængder af naturlige plantehormoner-såsom ethylen, indol-3-eddikesyre (IAA) og gibberelliner i planter, idet de bemærkede deres rolle i at regulere vækst og udvikling. Forskning i syntetiske analoger begyndte i 1940'erne, hvilket førte til den successive udvikling og gradvise adoption af forbindelser som 2,4-D, DA-6 (aminfrisk ester), forchlorfenuron, natriumnitrophenolat, -naphthaleneddikesyre (NAA) og maleinhydrazid, hvilket til sidst etablerede dem som en særskilt kategori af agrokemiske stoffer. Selvom antallet af syntetiske plantevækstregulatorer er vokset betydeligt i løbet af de sidste tre årtier, har deres udvikling og anvendelsesomfang haltet bagud for insekticider, fungicider og herbicider på grund af kompleksiteten af ​​påføringsteknikker. Ikke desto mindre rummer plantevækstregulatorer, drevet af behovene for modernisering af landbruget, et enormt potentiale for udvikling, med en accelererende tendens observeret siden 1980'erne. Kina begyndte produktionen og anvendelsen af ​​plantevækstregulatorer i 1950'erne.

 

For målplanten er en plantevækstregulator et eksogent, ikke-nærende kemisk stof. Den er typisk i stand til at translokere inde i planten til virkningsstedet, den kan fremme eller hæmme specifikke fysiologiske processer selv ved meget lave koncentrationer og derved styre udviklingen til at opfylde menneskelige behov. Hver type plantevækstregulator tjener et specifikt formål, og anvendelseskravene er strenge; specifikke effekter på målplanten opnås kun under særlige anvendelsesforhold (herunder miljøfaktorer). Ændring af koncentrationen kan ofte give modsatte resultater-for eksempel kan et stof fremme vækst ved lave koncentrationer, mens det hæmmer det i høje koncentrationer. Plantevækstregulatorer har en bred vifte af anvendelser, som varierer afhængigt af den specifikke forbindelse og målplanten. Eksempler omfatter: kontrol af spiring og dvale; fremme rodfældning; stimulerende celleforlængelse og -deling; regulering af laterale knopper eller tilering; styring af anlægsarkitektur (f.eks. fremme af en kompakt, robust vane for at forhindre logi); regulering af blomstring eller kønsudtryk og fremkaldelse af frøfri frugt; udtynding af blomster og frugt eller kontrol af frugtdråbe; påvirkning af frugtform eller modningstider; øget stresstolerance (mod sygdom, tørke, saltholdighed eller frost); forbedring af næringsstofoptagelsen; øge sukkerindholdet eller ændre surhedsgraden; forbedre aroma og farve; stimulerende latex- eller harpikssekretion; og lette afløvning eller udtørring (for at hjælpe mekanisk høst) og konservering. Visse plantevækstregulatorer fungerer som herbicider, når de påføres i høje koncentrationer, mens nogle herbicider udviser vækstregulerende{10}}effekter ved lave koncentrationer.

Du kan også lide

Send forespørgsel